STRUKTUR :

1. TANGO (UDEN DANS) – NYDELSE AF ENSOMHEDENS OG UVISHEDENS LIDELSE

2. INTRO V/ ISCENESÆTTEREN

3. TANGO-VALS (MED DANS) – EN LET OG LYSTIG VALS

4. OPSANG A: HOLD BACK, GROUND YOURSELF … AND BE UPLIFTED !

5. TANGO (MED DANS) – EN TUNG – DYBT OPLØFTENDE – TANGO

6. OPSANG B: LIVE FORWARDS! … GIVE YOURSELF OVER … WITH TRUE – WHOLEHEARTED – PASSION

7. TANGO (MED DANS) – EN EROTISK TANGO MED UFORBEHOLDEN LIDENSKAB, SAFT OG KRAFT

8. OPSANG C: REMEMBER TO FORGET! … BREATH OUT, LISTEN AND LET YOURSELF BE DANCED

9. TANGO (MED DANS) – EN FLYDENDE TANGO DER LADER EVIGENDEN FYLDE ØJEBLIK EFTER ØJEBLIK 

10. OPSANG D: HAVE FUN TOGETHER, PLAY AROUND … WITH WHAT IS GIVEN … WITH YOUR PARTNER

11. TANGO/MILONGA (MED DANS) – EN EVIGT UFORUDSIGELIG, VARIERET OG LEGENDE TANGO 

12. OPSANG E: FUN IS DEAD-SERIOUS! …  AND DO NOT LISTEN TO ANY INSTRUCTIONS FROM ANYONE!

13. SAMME TANGO-VALS SOM I STARTEN (MED SAMME DANS) –  EN EVIGT NY GENTAGELSE

14. ENJOY … THE SUFFERING

UDVALGTE KIERKEGAARD-TEKSTER
(SOM VIL LIGGE TIL GRUND FOR  ISCENESÆTTERENS OPSANGE TIL DANSERNE):

OPSANG A: HOLD BACK, GROUND YOURSELF … AND BE UPLIFTED !

Mængden af Mennesker lever fortabt i verdslig Sorg og Glæde, disse er Oversidderne, som ikke komme med i Dandsen. Uendelighedens Riddere er Dandsere og have Elevation.
(Johannes de Silentio, Frygt og Bæven)

Man har i et af Grims Eventyr en Fortælling om en Ungersvend, der gik ud paa Eventyr for at lære at ængstes. Vi ville lade hiin Eventyrer gaae sin Gang, uden at bekymre os om, hvorvidt han paa sin Vei traf det Forfærdelige. Derimod vil jeg sige, at dette er et Eventyr, som ethvert Menneske har at bestaae, at lære at ængstes, for at han ikke enten skal fortabes ved aldrig at have været angest, eller ved at synke i Angesten; hvo der derfor lærte at ængstes retteligen, han har lært det Høieste.
Dersom et Menneske var et Dyr eller en Engel, da vilde han ikke kunne ængstes. Da han er en Synthese, kan han ængstes, og jo dybere han ængstes, jo større Menneske, dog ikke i den Forstand, hvori Menneskene i Almindelighed tage det, hvor Angesten er for det Udvortes, for hvad der er udenfor Mennesket, men saaledes, at han selv producerer Angesten.
[…] I Virkeligheden sank Ingen saa dybt, at han jo kan synke dybere, og at der jo kan være Een og Mange, der sank dybere. Men den, der sank i Muligheden, hans Blik svimlede, hans Øie forvirredes, saa han ikke fattede den Maalestok, hvilken Creti og Pleti rækker den Synkende som et frelsende Halmstraa, hans Øre lukkedes, saa han ikke hørte, hvad Torveprisen paa Mennesker var i hans Samtid, ikke hørte: at han var ligesaa god som de Fleste. Han sank absolut, men da dukkede han atter op fra Afgrundens Dyb lettere end alt det Besværende og Forfærdende i Livet.
[…] Af Endeligheden kan man lære meget, men ikke at ængstes uden i en meget maadelig og fordærvende Forstand. Den, der derimod i Sandhed lærte at ængstes, han skal gaae som i Dands, naar Endelighedens Angster begynde at spille op, og naar Endelighedens Lærlinge tabe Forstand og Mod.
(Vigilius Haufniensis Begrebet Angest)

Menneskets Fortrin for Dyret […] udmærker ham ganske anderledes end den opreiste Gang, thi det tyder paa den uendelige Opreisthed eller Ophøiethed, at han er Aand.
(Anti-Climacus, Sygdommen til Døden) 

[…] ogsaa i at elske et andet Menneske bør man være sig selv nok.
(Johannes de Silentio, Frygt og Bæven)

Først naar det enkelte Individ i sig selv har vundet ethisk Holdning trods hele Verden, først da kan der være Tale om i Sandhed at forene sig, ellers bliver Foreningen af de, hver i sig, Svage noget lige saa uskjønt og fordærveligt, som at Børn gifte sig.
(S. Kierkegaard, En literair Anmeldelse)

Hvilken yndig Harmoni i Bevægelsernes Selvmodsigelse! Hvor let var hun – som Dands over Enge!
[…] Rank var hun og stolt, hemmelighedsfuld og tankeriig var hun som en Gran, eet Skud, een Tanke, der dybt fra Jordens Indre skyder op mod Himlen, uforklaret, sig selv uforklarlig, et Hele, som ikke har Dele. Bøgen sætter Krone, dens Blade fortælle om hvad der er foregaaet under den, Granen har ingen Krone, ingen Historie, sig selv gaadefuld – saaledes var hun. Hun var sig selv skjult i sig selv, selv steg hun op af sig selv, en hvilende Stolthed var der i hende som Granens dristige Flugt, skjøndt den er naglet til Jorden.
[…] en ung Piges Lethed den er ubegribelig og spotter Tyngdens Love.
(Johannes Forføreren, Enten-Eller)

[…] leve Dandsen i det Uendeliges Hvirvel, leve Bølgeslaget, der skjuler mig i Afgrunden, leve Bølgeslaget, der slynger mig op over Stjernerne.
(Gjentagelsen)

OPSANG B: LIVE FORWARDS! … GIVE YOURSELF OVER … WITH TRUE – WHOLEHEARTED – PASSION

Hvad er det at have Aand uden at have Villie, og det at have Villie uden at have den over al Maade, da Den, som ikke har den over al Maade, men kun til en vis Grad, slet ikke har den.
(Frater Taciturnus, Stadier paa Livets Vei)

Kunsten ikke er at ønske, men at ville. Mange, der dog have en Forestilling om hvad et Menneskeliv er, ønske at være samtidige med store Begivenheder, at være indviklede i betydningsfulde Livsforhold. Hvo vil negte, at Sligt har sin Gyldighed; men paa den anden Side […] det, det kommer an paa, er, hvad man seer i ethvert Forhold, og med hvilken Energi man betragter det, og at Den, der saaledes danner sig selv i de ubetydeligste Livsforhold, kan opleve Mere end Den der har været Vidne til, ja Part i de mærkeligste Begivenheder. Han veed, at der overalt er en Dandseplads, at selv det ringeste Menneske har sin, at hans Dands, naar han selv vil, kan være ligesaa skjøn, ligesaa gracieus, ligesaa mimisk, ligesaa bevæget som deres, hvem der blev anviist Plads i Historien. Det er denne Fægter-Dygtighed, denne Smidighed, der egentlig er det udødelige Liv […]
(Assessor Wilhelm, Enten-Eller)

Det er ganske sandt, hvad Philosophien siger, at Livet maa forstaaes baglænds. Men derover glemmer man den anden Sætning, at det maa leves forlænds.
(Journalen JJ:167)

Phantasien er hvad Styrelsen bruger for at fange Menneskene ind i Virkeligheden, i Tilværelsen, Og for at faae dem langt nok ud, eller ind, eller ned i Tilværelsen. Og naar saa Phantasien har hjulpet dem saa langt ud, som de skal – saa begynder egentlig Virkeligheden.
(Journalen NB 30:104)

Det er saaledes i Verdens Øine farligt at vove, og hvorfor? Fordi man saa kan tabe. Men det ikke at vove, det er klogt. Og dog, ved ikke at vove kan man just saa forfærdelig let tabe, hvad man dog, hvor meget man end tabte ved at vove, vanskeligt tabte, og i ethvert Tilfælde aldrig saaledes, saa let, saa ganske som var det Ingenting – sig selv. Thi har jeg vovet forkeert, nu vel, saa hjælper Livet mig med Straffen. Men har jeg slet ikke vovet, hvo hjælper mig saa?
(Anti-Climacus, Sygdommen til Døden)

Mon der er et Menneske mere, der blot eengang gjør en gevaltig Dummestreg? Neppe en Selvmorder nuomstunder gjør det af med sig selv i Desperation, men han overveier dette Skridt saa længe og saa forstandigt, at han qvæles af Forstandighed, saa det endog kunde gjøres tvivlsomt, om han virkelig maatte kaldes en Selvmorder, forsaavidt det dog især var Overveielsen, der tog Livet af ham.
(S. Kierkegaard, En literair Anmeldelse)

Der er sagt meget Besynderligt, meget Beklageligt, meget Oprørende om Begejstring; men det Dummeste der nogensinde er sagt, er at den er til en hvis Grad. Der er sagt meget Besynderligt, meget Beklageligt, meget Oprørende om Elskov; men det Dummeste der nogensinde er sagt, er at den er til en hvis Grad.
(Johannes Climacus, Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift)

Elskov og Begeistring tage ikke til Takke med et deelt Hjerte.  […] alle Veie føre til det Gode, naar et Menneske i Sandhed kun vil Eet; og naar der dog er nogen Sandhed i, at han vil Eet, saa tjener dette ham ogsaa til det Gode.
(S. Kierkegaard, Opbyggelige Taler i forskjellig Aand)

Hvilken foryngende Magt har dog ikke en ung Pige, ikke Morgenluftens Friskhed, ikke Vindens Susen, ikke Havets Kjølighed, ikke Vinens Duft, ikke dens Liflighed – Intet i Verden har denne foryngende Magt.
(Johannes Forføreren, Enten-Eller)  

»Qvinden er svag«; Nei hun er ydmyg, hun er Gud langt nærmere end Manden. […] Manden er stolt, han vil være Alt, vil Intet have over sig.
(Assessor Wilhelm, Enten-Eller)

OPSANG C: REMEMBER TO FORGET! … BREATH OUT, LISTEN AND LET YOURSELF BE DANCED

[…] – det er mig som, hvis jeg havde en bevinget Pen, ja om jeg havde ti, vilde jeg dog ikke være istand til hurtigt nok at følge med i Forhold til Rigdommen, som tilbyder sig. Men idet jeg saa tager min Pen i Haanden, kan jeg, som man taler om ikke at kunne flytte en Fod, for Øieblikket ikke røre den; i denne Tilstand kommer der […] ikke en Linie paa Papiret. Det er mig som hørte jeg en Stemme, der sagde til mig: dumme Menneske, hvad bilder han sig ind […] Saa bliver jeg ganske rolig, saa bliver der Tid til at skrive hvert Bogstav med min langsommere Pen næsten omhyggeligt. Og vaagner hiin Digter-Lidenskab igjen i mig et Øieblik, da er det mig, som hørte jeg en Stemme tale til mig, som en Lærer taler til en Dreng, naar han siger: hold nu ordentlig paa Pennen og skriv hvert Bogstav lige nøiagtigt. Og saa kan jeg gjøre det, saa tør jeg ikke Andet, saa skriver jeg hvert Ord, hver Linie saa godt som uvidende om det næste Ord og den næste Linie. Og naar jeg saa bagefter læser det igjennem, saa tilfredsstiller det mig dog ganske anderledes. Thi selv om saa var, at maaskee eet og andet glødende Udtryk undslap mig, Frembringelsen er en anden, er ikke Digter- eller Tænker-Lidenskabens, men Gudfrygtens, og for mig en Gudsdyrkelse.
(S. Kierkegaard, Synspunktet for min Forfattervirksomhed)

[…] i Verden er der altid travlt […] Ak, Tiden og Travlheden troer, at Evigheden er saa langt borte; og dog har aldrig nogensinde i Skuespillet den Kunstforstandige havt saaledes Alt i Beredskab til Skuepladsens og de Spillendes Forvandling, som Evigheden i Forhold til Tiden har Alt i Beredskab, Alt – indtil det Mindste, indtil det overflødige Ord, der er talet; har Alt i Beredskab i ethvert Øieblik – skjøndt den tøver.
(S. Kierkegaard, En Leilighedstale)

[…] Erotikens synlige, hellige Tegn […] hvis Betydning beroer paa den Energi, den kunstneriske Bravour og Virtuositet, som dog tillige er den naturlige Genialitet, hvormed de udføres. Hvor modbydeligt er det ikke at see den Mathed, hvormed alt Sligt fuldkommes i det ægteskabelige Liv, hvor udvortes, hvor dorsk skeer det ikke, næsten paa Klokkeslet, omtrent som hos den Stamme, Jesuiterne fandt i Paraguay, der var saa dorsk, at Jesuiterne fandt det fornødent, at lade ringe med en Klokke ved Midnat til behagelig Efterretning for alle Ægtemænd, for derved at minde dem om deres ægteskabelige Pligter. Saaledes skeer Alt paa tempo, efter Dressur.
(“A” ifølge Assessor Wilhelm, Enten-Eller)

[…] mit Liv kan jeg sætte ind, mit Liv kan jeg i al Alvor spøge med – ikke en Andens. […] Kun mit Liv har jeg, hvilket jeg strax sætter ind, hver Gang en Vanskelighed viser sig. Da gaaer Dandsen let; thi Tanken om Døden er en flink Dandserinde, min Dandserinde, ethvert Menneske er mig for tungt; og derfor, jeg beder, per deos obsecro: Ingen inclinere for mig, thi jeg dandser ikke.
(Johannes Climacus, Philosophiske Smuler)

[…] det gaaer saa let, at træde i Lystens Dands; men naar det saa er længere henne, og det er Lysten, der dandser med Mennesket mod hans Villie: det er en tung Dands! Og det er saa let at give Lidenskaberne Tøilen – dristige Fart, man neppe kan følge med Öiet! – indtil saa Lidenskaberne, efterat have taget Tøilen, som blev dem givet, med endnu dristigere Fart – Mennesket selv drister sig neppe til at see, hvorhen de føre! – rive ham med sig!
(S. Kierkegaard, Til Selvprøvelse, Samtiden anbefalet)

Priset den Levende, der i det Udvortes forholder sig som en Afdød til sin Inderlighed, og derved netop bevarer den, ikke som et Øiebliks Ophidselse og som en Qvindes Bedaarelse, men som det Evige, der er vundet gjennem Døden. En Saadan er en Mand.
(Johannes Climacus, Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift)

[…] han maa sidde fjern fra Dandsen: Da skal det være lindrende at betrænke, at Døden indbyder dog ogsaa ham til Dands og at i den Dands blive Alle lige. Men, m. T., dette er Stemning; og egentligen er det Feighed […]
(S. Kierkegaard, Tre Taler ved tænkte Leiligheder)

[…] den simpleste Opgave er den vanskeligste. At existere tænker man er ingen Ting, end mindre en Kunst, vi exister jo Alle, men at tænke abstrakt: det er Noget. Men det i Sandhed at existere, altså med Bevidsthed at gjennemtrænge sin Existens, paa eengang evigt ligesom langt ude over den og dog nærværende i den og dog i Vorden: det er sandelig vanskeligt.
(Johannes Climacus, Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift)

OPSANG D: HAVE FUN TOGETHER, PLAY AROUND … WITH WHAT IS GIVEN … WITH YOUR PARTNER

Da jeg var meget ung, da glemte jeg […] at lee, da jeg blev ældre, da slog jeg øiet op og betragtede Virkeligheden, da kom jeg til at lee og har siden den Tid ikke ophørt dermed.
(“A”, Enten-Eller)

Det Tilfældige er absolut aldeles ligesaa nødvendigt som det Nødvendige
[…] I Vilkaarligheden ligger hele Hemmeligheden. Man troer det er ingen Kunst at være vilkaarlig, og dog hører der et dybt Studium til at være vilkaarlig saaledes, at man ikke selv løber vild deri, at man selv har Fornøielse deraf. Man nyder ikke umiddelbart, men noget ganske Andet, som man selv vilkaarligt lægger ind. Man seer Midten af et Theater-Stykke, læser tredie Deel af en Bog. Derved faaer man en ganske anden Nydelse end den, Forfatteren har været saa god at tiltænke En. Man nyder noget aldeles Tilfældigt, man betragter hele Tilværelsen fra dette Standpunkt, lader dens Realitet strande derpaa. Jeg vil anføre et Exempel. Der var et Menneske, hvis Passiar et Livsforhold gjorde det nødvendigt for mig at høre paa. Han var ved enhver Leilighed til Rede med et lille philosophisk Foredrag, der var yderst kjedsommeligt. Nær ved at fortvivle opdager jeg pludselig, at han svedte ualmindelig stærkt, naar han talte. Denne Sved tildrog sig nu min Opmærksomhed. Jeg saae, hvorledes Sved-Perlerne samlede sig paa hans Pande derpaa forenede sig i Bække, gled ned ad hans Næse, og endte i et draabeformigt Legeme, der blev hængende paa Næsens yderste Spidse. Fra dette Øieblik af var Alt forandret, jeg kunde endogsaa have min Glæde af at anspore ham til at begynde sin philosophiske Belæring, alene for at iagttage Sveden paa hans Pande og paa hans Næse.
[…] Med Vilkaarligheden i En selv corresponderer Tilfældigheden udenfor En. Man bør derfor altid have et aabent Øie for det Tilfældige, altid være expeditus, hvis Noget skulde tilbyde sig. De saa kaldte selskabelige Glæder, til hvilke man forbereder sig otte eller fjorten Dage forud, have ikke stort at betyde, derimod kan selv den ubetydeligste Ting ved et Tilfælde blive et riigt Stof til Morskab.
(“A”, Enten-Eller)

Det er ikke Opgaven at finde – den elskelige Gjenstand, men Opgaven er : at finde den nu engang givne eller valgte Gjenstand – Elskelig.
(S. Kierkegaard, Kjærlighedens Gjerninger)

jeg er en Menneskeven, men en endnu større Ven af Latteren.
(Nicolaus Notabene, Forord)

Noget vidunderligt er der hændt mig. Jeg blev henrykket i den syvende Himmel. Der sad alle Guderne forsamlede. Af særlig Naade tilstodes den Gunst mig at gjøre et Ønske. ,”Vil Du”, sagde Mercur, “vil Du have Ungdom, eller Skjønhed, eller Magt, eller et langt Liv, eller den skjønneste Pige, eller en anden Herlighed af de mange, vi har i Kramkisten, saa vælg, men kun een Ting”. Jeg var et Øieblik raadvild, derpaa henvendte jeg mig til Guderne saaledes: ,”Høistærede Samtidige, jeg vælger een Ting, at jeg altid maa have Latteren paa min Side. Der var ikke en Gud, der svarede et Ord, derimod gav de sig alle til at lee.
(“A”, Enten-Eller)

Døden er den uendelige Humorist, der omfatter Alt, (medens derimod den menneskelige Humor altid er begrændset, fordi den dog i sin meest fortvivlede Skikkelse altid har en Linie, den ikke kan komme ud over, Noget, hvis Storhed den selv maa indrømme,) – den fordøier Alt med lige Lethed: en Konge og en Tigger, en Himmelskriger og en stille Korsdrager […]
(Notesbog 6:1)

[…] Humoristen har […] Evighedens gode Tid bag ved sig
[…] Humoristen gjør den svigefulde Vending og tilbagekalder Lidelsen i Spøgens Form.
(Johannes Climacus, Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift)

– Imellem denne Suspension og Tilbagevenden ligger hele Verden, ell. Verden bliver netop ved denne suspendirte Aktus des gottlichen Seyns. [= ved denne suspenderede handling guddommelige væren]
(Notesbog 11:40)

OPSANG E: FUN IS DEAD-SERIOUS! …  AND DO NOT LISTEN TO ANY INSTRUCTIONS FROM ANYONE!

[den] Magt, jeg skal bruge (saaledes forstaar jeg det ved Styrelsen) den er, – ja, man vil studse, men dog er det saaledes – den er: Latteren! […] Men vel at mærke gudeligt indviet, som den er det, naar jeg betjener den.
(S. Kierkegaard, en skitse til et nummer af Øjeblikket)

At ville være vittig, naar man ikke eier Inderlighedens Rigdom, er at ville ødsle paa Luxus og undvære Livs-Fornødenheder, er, som […] at sælge sine Buxer og kjøbe en Paryk.
(S. Kierkegaard, En litterair Anmeldelse)

Det var dog en Spøgefugl den Socrates […] som en Solodandser til Gudens Ære
[…] det religieuse Livs høieste Alvor er kjendelig paa Spøgen
[…] en existerende Humorist er den nærmeste Approximation til den Religieuse
[…] Dersom saaledes Napoleon havde været en ægte religieus Individualitet, saa havde han havt en sjelden Leilighed til den guddommeligste Morskab; thi at formaae tilsyneladende Alt og saa guddommeligt at forstaae dette som et Sandsebedrag: ja sandeligen, det er Spøg for Alvor! […] Dovenskab, Uvirksomhed, Fornemhed mod det Endelige er daarlig Spøg, eller rettere er slet ikke Spøg; men at forkorte Nattens Søvn og kjøbe Dagens Timer og ikke spare sig selv, og saa forstaae, at det Hele er Spøg: ja, det er Alvor. Og religieust er altid det Positive kjendeligt paa det Negative: Alvoren paa Spøgen […] at omskabe Verden og saa bestandigt forstaae, at det er Spøg, ja, det er Alvor! Men for at formaae dette maae alle Endelighedens Lidenskaber være uddøde, al Selviskhed udryddet, den Selviskhed, der vil have Alt, og den Selviskhed, der stolt vender sig bort fra Alt. Men deri stikker netop Knuden, og her er Lidelsen i Afdøen fra sig selv.
(Johannes Climacus, Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift)

En ung Pige har overalt, hvor hun vender sig hen, Uendeligheden om sig, og Overgangen er et Spring, men vel at mærke, et qvindeligt, ikke et mandligt. Hvor er dog i Almindelighed Mændende saa klodderagtige. Naar de skulle springe, saa skulle de tage Tilløb, gjøre lange Forberedelser, maale Afstanden med Øiet, flere Gange løbe til, blive skye og vende tilbage igjen. Endelig springe de og falde i. En ung Pige springer paa en anden maade. I Bjerg-Egne træffer man ofte tvende fremragende Fjeldspidser. Et svælgende Dyb adskiller dem, forfærdeligt at skue ned i. Ingen Mand vover dette Spring. En ung Pige derimod, saa fortælle Egnens Beboere, har vovet det, og man kalder det Jomfru-Spring. Jeg troer det gjerne, som jeg troer alt Udmærket om en ung Pige, og det er mig en Beruselse at høre de enfoldige Beboere tale derom. Jeg troer Alt, troer det Vidunderlige, forbauses deraf blot for at troe; som det Eneste, der har forbauset mig i Verden, er en ung Pige, det Første og bliver det Sidste. Og dog er et saadant Spring for en ung Pige kun et Hop, medens Mandens Spring altid bliver latterligt […] hvo kunde være saa taabelig at tænke sig en ung Pige tage Tilløb? Man kan vel tænke sig hende løbende, men da er denne Løben selv en Leeg, en Nydelse, en Udfoldelse af Ynde, hvorimod Forestillingen om et Tilløb adskiller, hvad der hører sammen hos Qvinden. […] Hendes Spring er Svæven. Og naar hun da er kommen over til den anden Side, da staaer hun atter der, ikke udmattet af Anstrængelse, men Skjønnere end ellers, sjælfuldere, hun kaster et Kys over til os, som staae paa den anden Side. Ung, nyfødt, som en Blomst, der er skudt op af Bjergets Rod, gynger hun sig ud over Dybet, saa det næsten sortner for vort Øie
(Johannes Forføreren, Enten-Eller)

Dersom en hjulbenet Mand vilde optræde som Dandsemester, uden at være istand til at iføre sig en eneste Stilling, saa er han comisk. Saaledes ogsaa med det Religieuse. Man hører en saadan Hellig ligesom tælle ved sig selv, aldeles som naar Een, der ikke kan dandse, dog veed saa meget, at han kan tælle Takten, skjøndt han selv aldrig er saa heldig at komme i Takten. Saaledes veed den “Hellige”, at det Religieuse er absolut commensurabelt, at det Religieuse ikke er Noget, der tilhører visse Leiligheder og Øieblikke, men at man altid kan have det hos sig. Men idet han skal gjøre det commensurabelt, er han ikke fri, og man mærker, hvorledes han ganske sagte tæller ved sig selv, og man seer, hvorledes han desuagtet kommer forkeert og farer ilde med sit himmelske Øiekast, sine foldede Hænder o.s.v.
(Vigilius Haufniensis, Begrebet Angest)

Ethvert Menneskeliv er lagt religieust an. At ville negte dette, er at lade Alt forvirre sig, og at hæve Begrebet Individ, Slægt, Udødelighed. Paa dette Punkt var det at ønske, at man anvendte sin Skarpsindighed, thi her ligger saare vanskelige Problemer. At sige om en Mand, der er et intriguant Hoved, han skal være Diplomat eller Politie-Agent, om en Mand, der har mimisk Talent for det Comiske, han skal være Skuespiller, om en Mand, der slet intet Talent har, han skal være Fyrbøder i Magistraten, er en saare intetsigende Betragtning af Livet, eller rettere er slet ingen Betragtning, thi den siger blot, hvad der følger af sig selv. Men at forklare, hvorledes min religieuse Existents kommer i Forhold til og udtrykker sig i min udvortes, det er Opgaven. Men hvo uleiliger sig i vor Tid med at tænke over Sligt, og det uagtet nu mere end nogensinde det nærværende Liv viser sig som et flygtigt forbifarende Øieblik. Men istedenfor deraf at lære at gribe det Evige, lærer man kun at jage Livet af sig selv og sin Næste og af Øieblikket – i sin Jagen efter Øieblikket. Naar man blot kan komme med, blot eengang føre Øieblikkets Valts op, da har man levet […]
(Vigilius Haufniensis, Begrebet Angest)